Det er sådan lidt trist.

Det er sådan lidt trist at tænke på, at mit privat liv ikke længere er privat. Min klasse lære har sagt noget videre om mit liv til de andre lære, jeg kun ville fortælle en klasse lære, fordi han jo ligesom skal vide det. Det går jo ikke at min lære ikke ved hvorfor jeg nemt fx bliver ked af det.. SÅ SIGER HAN DET VIDERE TIL DE ANDRE LÆRE, selvom jeg sagde han ikke skulle sige det videre! Og værre er - HAN RINGER TIL MIN MOR. Det er jo hende det hele handler om, og lidt resten af familien. Det gør mig bare ked af det, for hun skal ikke være mere bekymret.. Han gjorde hende faktisk bange! Han blander sig i noget, som han faktisk bare skulle blande sig uden om. Jeg fortalte ham jo kun de ting, fordi han har ret til at vide det - som min klasse lære. Jeg havde ikke lige regnet med dette. Nu er jeg indblandet i noget, jeg faktisk ikke ville være i.

Jeg takker dig Lars for at gøre mit liv til helvede


Han gør det jo for at hjælpe, det ved jeg, men han gør det på en forkert måde. Han havde ikke engang sagt til mig at han ville ringe hjem, bare så jeg kunne være forberedt. Jeg kommer hjem til en chokeret mor i mandags/tirsdags - rart. Nu vil jeg tage min lære til side i morgen, og sige han ikke skal holde den samtale med min mor og en anden lære om jeg og min lillesøster. For det behøves ikke. Jeg havde det jo fantastisk, men han misforstod. Jeg er bare lidt ekstra følsom, fordi jeg har den fortid jeg har. Min mor har det bedre end nogen sinde, og det er først her at skolen 'tager fat'. I det hele taget skulle de stikke næsen i deres egne sager og lade min familie og jeg, styre dette selv.