"Er du sur?"

Irriteret tager jeg min computer taske fra min plads. Med hurtige skridt, går jeg hen mod døren og giver et lille og svagt "Vi ses imorgen" fra mig. Hårdt tager jeg fat i håndtaget og det sidste jeg høre fra Rosa bag mig, inden døren smækker i er "Er du sur?"

Jeg ved faktisk ikke helt om jeg er sur. Jeg har nok bare haft en lidt mut dag, da jeg ikke har følt mig særlig glad inden i. Jeg havde en fantastisk søndag, og jeg bæger ikke nag over noget. Jeg var nok bare lidt ked af det, og det synes jeg selv at jeg har ret til. Jeg har mistet lysten til skolen og jeg føler mig ikke glad længere. Jeg har det også af helvede til der hjemme. Far går arbejds løs, og det eneste han kan finde ud af er at være sur. Han flipper ud over ingen ting, og jeg er begyndt at holde mig fra ham. Det er som at have en mur mellem os, som kun gør tingene være. Han bliver sur over ingen ting, min lillesøster vil kun stå i vejen for mig og jeg føler mig bare ikke glad mere. Jeg har lettere ved at blive sur, hvilket jeg ikke ønsker. Jeg vil ikke være en umulig teenager, der kun har sine store humør svinginger. Men det er jeg blevet og det må jeg leve med.

Folkens, i skal ikke tage ting personligt, hvis i føler jeg er sur. I skal ikke tage jer af det og føle jeg er pisse sure på jer. For det er jeg ikke.